Bo trygt!
i Aarhus Kommune
Bo trygt!
i Aarhus Kommune

Hvad kan du selv gøre?

De 5 indbrudsråd

Bo trygt! har i samarbejde med Rigspolitiet udarbejdet 5 råd, som vil ruste dig og dit nabolag bedre mod indbrud. Rådene er baseret på al den fælles erfaring og viden om forebyggelse af indbrud, vi gennem tiden har opsamlet.

Se de 5 indbrudsråd her

Sådan sikrer du nemt og billigt dit hus mod indbrud

Jo mere besværligt du gør det for tyven at bryde ind i dit hus, jo større chance er der for, at du undgår at få indbrud.

En analyse viser, at mange danske villaer ikke er sikret godt nok mod indbrud, kun omkring hver tiende bolig vurderes at være sikker.

Det behøver hverken at være dyrt eller tage lang tid at sikre dit hus langt bedre mod indbrud. Mange ting kan du gøre selv, og ellers kan du hyre en låsesmed eller en håndværker.

Vi har her samlet en række tips til, hvordan du gør livet surt for indbrudstyven med en meget lille og billig indsats, og det tager heller ikke lang tid. På botrygt.dk kan du finde endnu flere gode råd og videoer, der viser, hvordan du gør.

Før du går i gang, bør du dog undersøge, om dine døre og vinduer er så nye, at de allerede har sikringstiltag, og hvordan standen er på dem. Læs mere nederst i denne artikel.

De ting, du skal bruge, kan du købe på nettet, i byggemarkeder eller hos en låsesmed. Bo trygt! har indhentet priser hos forskellige byggemarkeder og ved at ringe til låsesmede i Jylland og på Sjælland.

Tilmeld dig Nabohjælp, klip hækken og beskær buskene

Det bedste er selvfølgelig helt at undgå, at tyven overhovedet nærmer sig din grund, fordi han nemt kan blive opdaget af naboer og genboer. Det kan du bl.a. gøre sådan:

  • Tilmeld dig Nabohjælp sammen med dine naboer og genboer, så I sammen kan holde øje med nabolaget og hinandens huse – nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, viser undersøgelser. Læs mere om Nabohjælp, der er gratis, og tilmeld dig her.
  • Klip hækken ned, så den er højst 1,6 meter og gerne kun 1 meter høj – så er det nemt at opdage ubudne gæster.
  • Fjern eller klip de store hække/buske/træer ved dit hus ned, der kan skjule en tyv, mens han bryder ind.

Montér greb med lås på terrasse- og kælderdør

Når tyve bryder ind af døre, er det oftest gennem terrassedøren eller kælderdøren. Og er han kommet ind på anden vis, kan han nemt åbne døren indefra og gå ud med tyvekosterne i hånden, med mindre der er et indvendigt dørgreb med lås. Det kan enten være en kodelås eller en lås med nøgle. 

Det er supernemt selv at montere sådan en lås, der ca. koster mellem 100 og 1.500 kr.

Læs og se mere om, hvordan du gør dine døre indbrudssikre

Skru glaslister fast med sikringsskruer

Både på døre med glas og på de fleste trævinduer sidder glasset fast i vinduesrammen ved hjælp af glaslister, og i vinduer fra før 1989 er glaslisterne oftest blot sømmet fast. Derfor kan en tyv på ingen tid afmontere listerne og trække glasset ud.

Men det kan du nemt forhindre. Du skal bare skrue glaslisterne fast med sikringsskruer, som ikke kan skrues ud igen - så er glaslisterne meget svære at få af.

En pakke med 100 sikringsskruer koster omkring 200 kr.

Sæt sikringsbeslag på vinduerne

Tyve kommer ofte ind ad vinduer. Har en tyv et koben, kan han meget hurtigt bryde et vindue op. Men er der sikringsbeslag indvendigt på vinduet, er det langt mere besværligt at brække op.

Heldigvis er det såre simpelt at montere sikringsbeslagene. Du skal blot bore for og skrue sikringsbeslagene fast.

Få flere gode råd til at sikre dine vinduer

Skift låsecylinderen

Låse bliver med tiden slidte, og mange gamle låse er nemme at få op med en dirk, bankenøgle eller låsepistol. Derfor er det en god idé at udskifte låsecylinderen i din lås, gerne hvert femte år. Det bedste er en lås, der både er borefri og dirkefri.

Det lyder måske besværligt at skifte låsecylinderen, men faktisk er det ikke så svært.

En bore- og dirkefri låsecylinder koster ca. 333-1.400 kr.

Få flere gode råd om låse

Sæt hængelås på skuret

Der er ikke nogen grund til lige frem at hjælpe indbrudstyve. Og det gør du, hvis du fx har en stige og værktøj som et koben, som tyven kan bruge til at bryde ind med. Derfor bør du sætte en solid hængelås på skuret.

Bøjletykkelsen på hængelåsen skal være på mindst 8 millimeter, så den er meget vanskelig at klippe over. Skal den være endnu mere sikker, kan du også få hængelåse med banke- og dirkesikring. Du kan både købe almindelige hængelåse med tilhørende nøgler og hængelåse med kode.

Husk at montere beslagene til hængelåsen med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller sikringsskruer. Hvis døren til skuret ikke er stærk nok, og dermed nem at bryde op, kan du forstærke den med et par lægter eller brædder på den indvendige side af døren.

Prisen på en hængelås med bøjletykkelse på mindst 8 mm svinger fra ca. 400 til 4.000 kr., og har låsen også banke- og dirkesikring ligger prisen mellem 784 og 4.000 kr.

Husk dette, før du går i gang med at indbrudssikre vinduer og døre

Før du går i gang med at sikre vinduer og døre mod indbrud, skal du overveje disse to ting:

1) Er dine vinduer og døre så nye, at de allerede har sikringstiltag?

Hvis du har skiftet vinduer efter 2009, er det sandsynligt, at der allerede er indarbejdet en række elementer, der sikrer mod indbrud. Fx kan glasset være limet fast til rammen i hjørnerne, der er flere lukkepunkter, eller rammen er forstærket.

Er dine vinduer og døre så nye, at der stadig er garanti på dem, bør du overveje, om du selv skal foretage sikringstiltag på dem, for det kan ophæve garantien på vinduerne. I stedet bør du kigge på husets omgivelser og evt. indendørs tiltag.

Hvis du er i tvivl, om dine vinduer og døre har sikringstiltag, kan du ringe til producenten. Du finder frem til, hvem producenten er, ved at åbne dit vindue eller din dør og finde mærket i falsen (den indvendige ramme). Her står kontaktoplysninger på producenten og ofte også en række tekniske oplysninger.

2) Hvordan er standen på dine vinduer og døre?

Sikringstiltag vil i langt de fleste tilfælde bidrage til at mindske risikoen for indbrud, men i nogle tilfælde er vinduer og døre så gamle, at det ikke kan gøre en forskel. Hvis fx træet i vindueskarmene er nedbrudt og råddent, kan det meget nemt brækkes op, og her vil ekstra låse, sikringsskruer eller lister ikke gøre nogen forskel. Overvej i denne situation, om du skal udskifte vinduer og døre, der er i særlig risiko for indbrud.