Sæt lås på terrassedøren
Tyve bryder ofte ind gennem terrassedøren, der ofte blot lukkes med et vinduesgreb. Har du ikke en lås i terrassedøren, bør du derfor overveje at få installeret en hurtigst muligt. Terrassedøren behøver ikke være forsynet med lås udvendig, men bør i stedet have et indvendigt greb med lås - enten med nøgle eller kode.
Husk, at vælger du en lås med nøgle, skal du huske at lade nøglen sidde i dine døre, når du er hjemme, da du skal kunne komme hurtigt ud ad dørene i tilfælde af brand.
Sådan monteres greb med lås i terrassedør
- Fjern det gamle dørgreb.
- Tjek længden på grebspinden – der er metalpinden, der går gennem døren mellem de to håndtag – på det gamle dørgreb og det nye. Er den nye grebspind længere, så forkort den med en nedstryger eller en vinkelsliber, så den får samme længde.
- Skru det nye dørgreb fast med sikringsskruer.
Sådan sikrer du glaslister med sikringsskruer
Hvis der er ruder i din terrassedør, kan en tyv – ligesom med vinduer – pille glaslisterne af og lirke ruden ud. Den mulighed kan du hurtigt forhindre ved at skrue sikringsskruer, der ikke kan skrues ud igen - fast i vinduesrammen.
Følg dette i praksis (eller se videoen):
- Mærk op, hvor skruerne skal sidde – der skal være ca. 20 cm mellem dem.
- Bor for – husk at bore skråt ind, så du ikke rammer glasset.
- Skru dernæst sikringsskruerne fast med en almindelig skruetrækker.
Sæt anslagsskinner på din terrassedør
For at forhindre tyven i at kunne få et koben ind imellem døren og dørkarmen på terrassedøren og dermed nemt kunne brække døren op, kan du montere en anslagsskinne på terrassedøren. Skinnen skal monteres på den side, hvor låsen er. Sådan gør du:
- Mål hvor høj din terrassedør er, og skær anslagsskinnen i samme højde med en vinkelsliber eller en nedstryger.
- Montér skinnen på døren, så den går ca. 2 cm ud over døren, så den kan dække rillen mellem karm og dør.
- Bor for - borehullet skal være 1 mm mindre end skruerne.
- Skru først skinnen i med almindelige skruer, så du ikke risikerer at ødelægge stanglåsen.
- Hvis skruerne ikke har ramt stanglåsen, skal du erstatte dem med sikringsskruer.
Du kan købe anlægsskinnen hos din låsesmed i færdige længder på 2 meter, hvor der er borede huller i forvejen, mens sikringsskruer kan købes hos både låsesmede og i de fleste byggemarkeder.
Sikkerhed i forbindelse med brand
Hvis du har installeret en indvendig lås med nøgle til yderdøre/terrassedøre, bør nøglen altid sidde i låsen, når der er nogen hjemme. For i tilfælde af brand, er det afgørende, at man kan komme hurtigt ud.
Før du går i gang med at indbrudssikre vinduer og / eller døre
I nogle tilfælde er vinduer og døre så gamle og slidte, at det ikke gavner at sikre dem. Hvis fx træet i vindueskarmene er råddent og nedbrudt, kan vinduer nemt brækkes op, selvom de sikres med sikringsskruer eller sikringsbeslag. Hvis dine døre og vinduer er i sådan en stand, bør du derfor overveje at udskifte dem med nye.
Er dine vinduer så nye, at de allerede har sikringstiltag?
Hvis du har skiftet vinduer og døre efter 2009, er de sandsynligvis allerede sikret godt mod indbrud på en række punkter – fx kan glasset være limet fast til rammen i hjørnerne, der er flere lukkepunkter, og rammen kan være forstærket. Er der stadig en gældende garanti på dine vinduer og døre, vil den sandsynligvis bortfalde, hvis du skruer beslag eller andet i dem.
Overvejer du at købe nye vinduer?
Skal du skal købe nye vinduer til din bolig, bør du gå efter de såkaldte sikringspakker, som kan tilkøbes, når du bestiller nye vinduer. De fleste DVV-certificerede vinduesproducenter (krav til for eksempel konstruktion, ydeevne, materialer, overflader og virksomhedens kvalitetsstyring) tilbyder forskellige sikringspakker.