Sæt sikker lås på hoveddøren

Sæt sikker lås på hoveddøren

Der stilles ikke krav til private om, hvilke låse der skal være i husets døre, hverken hvad angår alder, type eller mærke. Men, du får ekstra god nøglesikkerhed ved at bruge Forsikring & Pension-registrerede låse – klasse blå eller rød – hvor kopiering af nøgler kun kan udføres af en låsesmed mod fremlæggelse af dokumentation. Husk altid at medbringe nøglens id-nummer, så kopieringen kan registreres.

Vælg den rigtige lås

Det er bedst at vælge en lås med:

  • Borebeskyttelse i cylinderhus og tromle
  • Høj dirke- og kopieringssikkerhed
  • 11 stifter, der er bore- og dirkefri og derfor den sikreste.

Sådan sætter du en sikker lås i døren

Låse bliver slidte med tiden, og mange gamle låse er nemme at få op med en dirk, bankenøgle eller låsepistol, mens det for andre måske handler om, at der ikke helt styr på, hvem der har fået et sæt ekstranøgler.

Derfor er det en god idé at udskifte låsecylinderen i din lås, gerne hvert femte år. Det bedste er en lås, der både er borefri og dirkefri. Og det er slet ikke så svært at skifte låsecylinderen – se hvordan i videoen.

To låse er bedre end en

To låse i yderdørene er bedre end én, og indbrudssikringen øges væsentligt, hvis de to låse er monteret med ca. 40 centimeters afstand.

Har du to låse, kan den ene blot være med vrider på indersiden, men det er en god idé, at den anden kan låses med nøgle fra begge sider. Med en nøglelås på indersiden af døren får tyven nemlig sværere ved at komme ud af huset igen med store genstande som fx et fladskærms-tv.

Tjek, om din dør er i god stand

Én ting er at få sat de rigtige låse i døren, men det er selvfølgelig også vigtigt, at selve døren er sikker nok - og der er flere ting, du kan gøre for at være sikker:

  • Undersøg først, om døren sidder solidt fast i huset. Døren bør være monteret med mindst tre skruer ind i hver side af karmen og ind i huset.
  • En god dør skal være solid og slutte tæt til karmen. Tjek først og fremmest, om døren er intakt. Træværket i både karm og dør skal være fast, og der bør ikke være bløde områder i døren, hvor man kan stikke en lille skruetrækker eller syl ind i træet. Det er tegn på råd
  • Når du køber en ny dør, bør du købe såkaldte sikringspakker, som de fleste danske dør-producenter tilbyder. Der er forskel på, hvilke sikringspakker du kan få til forskellige dørtyper – fx skal der ekstra sikring til, hvis der er glas i den nye dør.

Gør det svært for tyven at sparke døren ind

I dørkarmen bør du installere et sikkerhedsslutblik, som tager imod riglen fra låsen i døren. Når der er monteret et sikkerhedsslutblik, kan karmen modstå et langt større tryk, hvilket gør at karmen ikke flækker, hvis en tyv forsøger at sparke eller presse døren ind. Slutblikket bør være i god kvalitet, og skal helst monteres med skråtstillede skruer, der gør døren mere modstandsdygtig.

Det er ikke helt simpelt selv at montere et sikkerhedsslutblik, men har du lidt teknisk snilde, kan det lade sig gøre.

Beskyt udadgående døre med nokker

Har du en dør, der er udadgående, vil hængslerne være udenfor, således tyven nemt kan komme til dem - og skære dem af. Men, det kan du forhindre ved at montere nokker i døren.

Nokker går ind i karmen på døren og monteres i den side på døren, hvor der er hængsler. Sæt som regel minimum to nokker i døren, men gerne det samme antal, som der er hængsler.

Sikkerhed i forbindelse med brand

Hvis du har installeret en indvendig lås med nøgle til yderdøre/terrassedøre, bør nøglen altid sidde i låsen, når der er nogen hjemme. For i tilfælde af brand, er det afgørende, at man kan komme hurtigt ud.

Før du går i gang med at indbrudssikre vinduer og / eller døre

I nogle tilfælde er vinduer og døre så gamle og slidte, at det ikke gavner at sikre dem. Hvis fx træet i vindueskarmene er råddent og nedbrudt, kan vinduer nemt brækkes op, selvom de sikres med sikringsskruer eller sikringsbeslag. Hvis dine døre og vinduer er i sådan en stand, bør du derfor overveje at udskifte dem med nye.

Er dine vinduer så nye, at de allerede har sikringstiltag?

Hvis du har skiftet vinduer og døre efter 2009, er de sandsynligvis allerede sikret godt mod indbrud på en række punkter – fx kan glasset være limet fast til rammen i hjørnerne, der er flere lukkepunkter, og rammen kan være forstærket. Er der stadig en gældende garanti på dine vinduer og døre, vil den sandsynligvis bortfalde, hvis du skruer beslag eller andet i dem.

Overvejer du at købe nye vinduer?

Skal du skal købe nye vinduer til din bolig, bør du gå efter de såkaldte sikringspakker, som kan tilkøbes, når du bestiller nye vinduer. De fleste DVV-certificerede vinduesproducenter (krav til for eksempel konstruktion, ydeevne, materialer, overflader og virksomhedens kvalitetsstyring) tilbyder forskellige sikringspakker.