Sikr dine vinduer
Vidste du, at 16 procent af alle indbrud sker ved, at tyven piller de udvendige glaslister af og fjerner ruden? Glaslisterne i ældre vinduer er oftest blot sømmet fast, og tyven kan derfor let fjerne listerne og trække glasset ud.
Dog er langt de fleste vinduer er udformet sådan, at glasset sidder fast i rammen ved hjælp af glaslister. Mens glaslister er lister i træ eller aluminium, som er monteret udenfor og dermed fastholder glasset.
Få styr på dine glaslister
Den bedste metode er, at skrue glaslisterne fast med sikringsskruer, der ikke kan skrues ud igen. Bor for - og husk at bore skråt, således du ikke rammer glasset. Skruerne skal skrues i med ca. 20 cm mellemrum, og sikringsskruerne bør være i rustfrit stål.
Montering af sikringsbeslag
Der findes flere typer af vinduesbeslag. Deres funktion er at fastholde rammen og karmen, så det bliver svært for tyven at bryde vinduet op med fx et koben eller en skruetrækker.
Det er nemt selv at montere sikringsbeslagene, der sidder indvendigt.
Sådan gør du:
- Markér med den medfølgende skabelon
- Bor for i rammen
- Skru sikringsbeslaget fast.
Sikkerhed i forbindelse med brand
Hvis du har installeret en indvendig lås med nøgle til yderdøre/terrassedøre, bør nøglen altid sidde i låsen, når der er nogen hjemme. For i tilfælde af brand, er det afgørende, at man kan komme hurtigt ud.
Før du går i gang med at indbrudssikre vinduer og / eller døre
I nogle tilfælde er vinduer og døre så gamle og slidte, at det ikke gavner at sikre dem. Hvis fx træet i vindueskarmene er råddent og nedbrudt, kan vinduer nemt brækkes op, selvom de sikres med sikringsskruer eller sikringsbeslag. Hvis dine døre og vinduer er i sådan en stand, bør du derfor overveje at udskifte dem med nye.
Er dine vinduer så nye, at de allerede har sikringstiltag?
Hvis du har skiftet vinduer og døre efter 2009, er de sandsynligvis allerede sikret godt mod indbrud på en række punkter – fx kan glasset være limet fast til rammen i hjørnerne, der er flere lukkepunkter, og rammen kan være forstærket. Er der stadig en gældende garanti på dine vinduer og døre, vil den sandsynligvis bortfalde, hvis du skruer beslag eller andet i dem.
Overvejer du at købe nye vinduer?
Skal du skal købe nye vinduer til din bolig, bør du gå efter de såkaldte sikringspakker, som kan tilkøbes, når du bestiller nye vinduer. De fleste DVV-certificerede vinduesproducenter (krav til for eksempel konstruktion, ydeevne, materialer, overflader og virksomhedens kvalitetsstyring) tilbyder forskellige sikringspakker.