Gør dit hus (næsten) indbrudssikkert på en formiddag

Det behøver hverken at være dyrt eller tage lang tid at sikre dit hus langt bedre mod indbrud, end det er i dag. Bo trygt! har her samlet en række tips til, hvordan du gør livet surt for indbrudstyven med en meget lille og billig indsats. 

Jo flere ting du gør, jo større er chancen for, at du undgår indbrud.

De ting, du skal bruge, kan du købe på nettet, i byggemarkeder eller hos en låsesmed.

Sæt hængelås på skuret

I dit redskabsskur ligger der garanteret en række ting, som en tyv kan bruge til at bryde ind i dit hus med – et koben, andet værktøj eller måske en stige? Men hvis du monterer en hængelås på døren ind til skuret, får tyven svært ved at komme derind og forsyne sig. 

Bøjletykkelsen på hængelåsen skal være på mindst 8 millimeter, så den er meget vanskelig at klippe over. Skal den være endnu mere sikker, kan du også få hængelåse med banke- og dirkesikring. Du kan både købe almindelige hængelåse med tilhørende nøgler og hængelåse med kode.

Husk at montere beslagene til hængelåsen med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller sikringsskruer. Hvis døren til skuret ikke er stærk nok, og dermed nem at bryde op, kan du forstærke den med et par lægter eller brædder på den indvendige side af døren. 

Montér greb med lås på terrasse- og kælderdør

Når tyve bryder ind af døre, er det oftest gennem terrassedøren eller kælderdøren. Og er han kommet ind på anden vis, vil han nemt kunne gå ud af dørene med tyvekosterne i hånden, med mindre der er et indvendigt dørgreb med lås. Det kan enten være en kodelås eller en lås med nøgle.  

Det er supernemt selv at montere sådan en lås.

Sæt sikringsbeslag på vinduerne

Tyve kommer ofte ind ad vinduer. Har en tyv et koben, kan han på ingen tid bryde et vindue op. Men er der sikringsbeslag indvendigt på vinduet, er det mere besværligt at brække det op. 

Heldigvis er det såre simpelt at montere sikringsbeslagene. Du skal blot bore for og skrue sikringsbeslagene fast.

Skru glaslister fast med sikringsskruer

På de fleste trævinduer sidder glasset fast i vinduesrammen ved hjælp af glaslister, og i vinduer fra før 1989 er glaslisterne oftest blot sømmet fast. Tyven kan derfor let afmontere listerne og trække glasset ud. 

Men det kan du nemt forhindre. Du skal bare skrue glaslisterne fast med sikringsskruer, som ikke kan skrues ud igen - så er glaslisterne meget svære at få af. 

Skift låsecylinderen

Låse bliver slidte, og mange gamle låse er nemme at få op med en dirk, bankenøgle eller låsepistol. Derfor er det en god idé at udskifte låsecylinderen i din lås, gerne hvert femte år. Det bedste er en lås, der både er borefri og dirkefri.

Det lyder måske besværligt at skifte låsecylinderen, men faktisk er det ikke så svært.

Klip hækken, beskær buskene og få Nabohjælp

En ting er at sikre huset, noget helt andet er at få tyven til slet ikke at gå ind på din grund, fordi han nemt kan blive opdaget af naboer og genboer. Det kan du bl.a. gøre sådan:

  • Tilmeld dig Nabohjælp sammen med dine naboer og genboer, så I sammen kan holde øje med nabolaget og hinandens huse. Læs mere om Nabohjælp og tilmeld dig her.
  • Klip hækken ned, så den er højst 1,6 meter og gerne kun 1 meter høj.
  • Fjern eller klip de store hække/buske/træer ved dit hus ned, der kan skjule en tyv, mens han bryder ind.
  • Gør det svært for tyven at komme om til terrassedøren eller de vinduer, der ikke kan ses fra vejen ved fx at have lavt hegn eller lav hæk med låst låge mellem for- og baghave.