Du er ved at bladre igennem en række salgsannoncer, og pludselig får du øje på det. Et usædvanligt flot guldarmbånd. Og det er slet ikke så dyrt. Faktisk ret billigt.
Men så slår tanken ned: Kan det være stjålet? For sælgeren er ikke NemID-valideret og vil ikke modtage betaling via MobilePay – det har han ikke, skriver han.
Men armbåndet er så pænt…
Vil du købe en vare, der måske er stjålet?
Næsten alle danskere siger, at de ikke vil købe varer, der er stjålne. Men alligevel købte op mod 250.000 danskere stjålne varer i 2019 til en værdi af 2 milliarder kr. De fleste uden at vide det. Det viser en undersøgelse om hæleri fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2020.
Køb af hælervarer understøtter indbrud
Hvis du køber stjålne varer, er du med til at understøtte, at der sker indbrud eller tyveri. Danmark har tre gange flere indbrud i private hjem end fx Sverige og Tyskland, så der er god grund til at sætte ind. Hvis alle danskere er mere opmærksomme, når de shopper brugt, bliver det vanskeligere for indbrudstyvene at afsætte de stjålne varer.
Det er især smykker, interiør som møbler og belysning, og smartphones, tablets og pc’ere, der bliver stjålet ved indbrud i boliger.
Tilbage til guldarmbåndet. Det kan altså stamme fra en kvinde, der har arvet det fra sin mor, eller fået det i bryllupsgave af sin ægtefælle, og som er uendelig ked af at have mistet det.
Undgå køb af hælervarer
Der er især to måder, du kan undgå at købe hælervarer på nettet på:
- Køb kun varer af en sælger, der er NemID-valideret.
- Betal med MobilePay.
Både med Nem-ID og MobilePay afsætter sælgeren digitale spor. Folk, der sælger stjålne varer, ønsker ikke at blive sporet, så hvis de kun vil tage imod kontanter, bør alarmklokken ringe.
Sådan tjekker du, om en sælger er NemID-valideret
Det er nemt at tjekke, om en sælger er NemID-valideret.
På salgsplatforme som dba.dk og guloggratis.dk er det markeret ved annoncen og/eller under brugerens oplysninger.
Når du søger efter en bestemt vare, fx en iPad, kan du på dba.dk under ”Filtre” markere, at du kun ønsker at se annoncer fra NemID-brugere.