De 5 indbrudsråd

De 5 indbrudsråd

Bo trygt! har i samarbejde med Rigspolitiet udarbejdet 5 råd, som vil ruste dig og dit nabolag bedre mod indbrud. Rådene er baseret på al den fælles erfaring og viden om forebyggelse af indbrud, vi gennem tiden har opsamlet.

1) Bliv Nabohjælper

Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve – og dermed tryggere for dig. Hils på dem, du møder, og fortæl naboer, hvis du aner uråd. Og ved at bruge Nabohjælp aktivt kan samarbejdet mod indbrud blive mere effektivt. 

Hent Nabohjælp-app’en i App Store eller på Google Play og læs mere på nabohjælp.dk

2) Tænd lys udenfor, og klip hækken

Skab god belysning udenfor huset. Lys med sensor øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne, og forstyrres i sit arbejde. Undgå høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem. Dermed bliver det sværere for tyven at komme uset ind i huset.

Læs mere

3) Gør døre og vinduer svære at bryde op

Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Og sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med.

Få flere gode råd

4) Undgå at købe tyvekoster – brug sikre betalingsformer

Hvis ingen købte tyvekoster, var der INGEN indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer. Brug altid MobilePay, eller kig efter NemID hos sælger, når du køber brugt. Begge betalingsformer er knyttet til cpr-nummer, som kan spores tilbage til sælger, og det ønsker kriminelle ikke.

5) Ring 1-1-4, hvis du har mistanke om indbrud

Politiet kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring 1-1-4. Dine oplysninger kan være afgørende for politiets opklaring, og selv mindre detaljer kan være vigtige.