Lad ikke tyven bryde ind uforstyrret

Hvis tyven kan begå indbrud i dit hus uden risiko for, at nogen ser ham, vælger han måske din bolig. Men det kan du let forhindre.

Det er afgørende, at du sikrer dine vinduer, døre og låse, hvis du vil undgå indbrud. Men det er også vigtigt, at en tyv ikke kan stå uforstyrret i baghaven og bryde ind uden risiko for at blive set af andre. 

Følg disse råd og mindsk risikoen for indbrud:

  • Klip hækken eller begræns plankeværkets højde. Den ideelle højde er 1 meter, og den maksimale højde er 1,6 meter. 
  • Fjern buske eller bevoksning tæt på huset, eller klip dem ned, så de ikke kan give ly for en indbrudstyv. 
  • Kombiner en bevægelsessensor med udendørs belysning – både foran og bagved huset – så lyset automatisk tændes, hvis en ubuden gæst lister sig ind på grunden. Sæt samtidig en timer på det indendørs lys, for det er tydeligt, at huset er tomt, når der er helt mørkt indenfor. Placer lysene, så tyven ikke kan få ro til at arbejde i mørket.
  • Fortæl dine naboer, når du er væk, så de kan holde øje med, om der sker noget mistænkeligt på din grund. Brug fx feriekalenderen i Nabohjælp.
Hængelås på dør til skur

Med en hængelås på døren til skuret gør du det sværere for tyven at komme til værktøj og stiger, der ellers kan bruges til at bryde ind. Foto: Lisbeth Holten

Lås redskabsskuret

Du kan yderligere nedsætte risikoen for indbrud ved at sætte en god hængelås på døren til dit redskabsskur. Derved kan du både slippe for at få stjålet ting fra skuret, og samtidig undgå, at en tyv tager dit værktøj – fx et koben – og bruger det til at bryde ind i huset med.

Husk også at låse stigen inde i skuret, så tyven ikke kan bruge den til at få let adgang til 1. sal.

Sådan sikrer du dit redskabsskur