Vælg de rigtige låse til din bolig

Det er ikke nok at have en solid dør, hvis låsen er slidt eller forældet og nem at bore eller dirke op. Læs og se videoer, hvordan du sikrer dine døre med gode låse.  

Dørene i din bolig er blandt tyvens foretrukne adgangsveje. Men hvis du vil undgå indbrud, er det ikke altid nok blot at låse døren. Mange boliger har nemlig gamle og slidte låse, som indbrudstyven forholdsvist let kan åbne. 

Derfor bør du som minimum hvert 10. år give dine låse et eftersyn for at sikre din bolig mod indbrud. Vi anbefaler samtidig at udskifte låsecylinderen hvert femte år for at sikre fuld funktionsdygtighed og indbrudssikring. 

Det er ikke kun hoveddørens lås, der skal opdateres. Tjek låsene i alle dine yderdøre – fx i terrassedøren og kælderdøren. 

Se, hvordan du udskifter en låsecylinder i videoen nederst i artiklen.

Hvilke låse er lette at dirke op?

Stort set alle mærker inden for låse har svagheder. Nogle låse er lette at dirke op, og andre er nemme at bore ud. 

Nøgler med et rundt hoved gør det nemt for tyveknægte at bryde ind i hjem. Låse med sådan en nøgle kan let dirkes op, og nøglen kan uden problemer kopieres.

Nye låse er mere dirke- og boresikre og laves typisk med 6 eller 11 stifter. Nøglerne til disse er typisk trapez-formede med et ovalt og et rundt hul i. Den med 6 stifter er boresikker, men ikke dirkefri.

3 forskellige cylindere, den bedste lås er længst til højre, den dårligste er den yderst til venstre med rundt hoved.

Hvilken type lås skal jeg vælge til min dør?

Der stilles ikke krav til private boligejere om, hvilke låse der skal være i husets døre, hverken hvad angår alder, type eller mærke. Men det er bedst at vælge en lås med borebeskyttelse i cylinderhus og tromle og med høj dirke- og kopieringssikkerhed. En lås med med 11 stifter er både borefri og dirkefri og er derfor den sikreste, og den koster ikke meget mere end de andre typer.

Kontakt en låsesmed, som kan vejlede dig på baggrund af de døre, du har i dit hus. I samme ombæring kan du få lavet et gratis indbrudstjek af hele din bolig.

Du får ekstra god nøglesikkerhed ved at bruge Forsikring & Pension-registrerede låse – klasse blå eller rød – hvor kopiering af nøgler kun kan udføres af en låsesmed mod fremlæggelse af dokumentation. Du skal medbringe nøglens id-nummer, og kopieringen registreres.

Se mere om valg af låse i videoen under artiklen.

To låse i yderdøren er bedre end én

To låse i yderdørene er bedre en én lås. Hvis du har to låse i din dør, gør du arbejdet dobbelt så besværligt tyven. 

Indbrudssikringen øges væsentligt, hvis de to låse er monteret med ca. 40 centimeters afstand. 

Et godt valg til terrassedøren er et indvendigt dørgreb med kodelås

Det er en god idé at montere en lås, der kan låses med nøgle fra begge sider. Har du to låse, kan den ene blot være med vrider på indersiden. Med en nøglelås også på indersiden af døren, får tyven svært ved at komme ud af huset igen med store genstande som fx et fladskærms-tv. 

Lad nøglen sidde på den indvendige side, når du er hjemme, så du kan komme ud i tilfælde af brand.

Se, hvordan du monterer en ekstra lås i døren i videoen under artiklen.

Hvordan sikres terrassedøre og kælderdøre med låse?

Når tyve bryder ind af døre, er det oftest gennem terrassedøren eller kælderdøren. Derfor er det ekstra vigtigt, at der er gode låse i dem.

Et godt valg til terrassedøren er et indvendigt dørgreb med kodelås. Her skal du typisk indtaste en kode, som du selv bestemmer, for at åbne døren indefra. Det vil gøre det meget svært for tyven at komme ind og ud den vej med tyvekosterne.

Du kan også montere et greb med en lås, hvor der skal anvendes nøgle.

Se, hvordan du selv monterer en lås i terrassedøren i videoen under artiklen.

Terrassedørsgreb med kodelås

Terrassedørsgreb med kodelås, monteret med envejsskruer. 

Mange boliger har nemlig gamle og slidte låse, som indbrudstyven forholdsvist let kan åbne

Hæve/skydedøre

Hæve/skydedøre, som bl.a. anvendes som terrassedøre, kan sikres med et indvendigt beslag, der kan låses.

Du kan som en ekstra sikkerhed lægge et tilpasset kosteskaft i glideskinnen, så døren ikke kan skydes til siden. 

Kælderdøre

Kælderdøre skal være sikrede på samme måde som hoveddøren. Ofte er hverken dør eller låse af tilstrækkelig kvalitet. Du bør derfor anskaffe dig en solid dør.

Nøgler med et rundt hoved gør det nemt for tyveknægte at bryde ind i hjem.

Låsen bør være lige så sikker som låsen i din hoveddør og kan evt. suppleres med en ekstra lås som på hoveddøren eller skudrigler.

Du kan også montere et beslag til en hængelås. En hængelås, hvor bøjletykkelsen har en materialetykkelse på 8 millimeter, så den er meget vanskelig at klippe over. Beslagene til hængelåsen bør monteres med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller sikringsskruer.

Redskabsskur

På redskabsskuret kan du nøjes med at montere en god, kraftig hængelås, så tyve ikke kan gå lige ind og stjæle maskiner eller værktøj, som de måske kan bruge til at bryde ind i dit hus.

Lige som ved kælderdøren skal bøjletykkelsen være på mindst 8 millimeter, så den er meget vanskelig at klippe over. Beslagene til hængelåsen bør monteres med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller sikringsskruer.

Se, hvordan du monterer et greb på dit redskabsskur i videoen under artiklen.

Kraftig hængelås til skuret

Kraftig hængelås til skuret. Du kan få indstillet cylinderen så det er hovedørsnøglen du anvender. 

Hvor mange har nøgler til din bolig?

Det kan være svært at få overblik over, hvor mange der har nøgle til døren, hvis du bruger en gammel lås. Er boligen handlet én eller flere gange med de samme låse, kan der måske være flere, end du tror, der har nøgle til dit hus.

Få derfor låsene omkodet eller udskiftet, når du får ny bolig, får nye døre, eller hvis du mister dine nøgler. 

Udlevér kun kopieringssikrede nøgler til fx håndværkere, hvis det er nødvendigt i forbindelse med ombygning, renovering eller tilbygning. Sørg for altid at få nøglerne tilbage. 

Opbevar ekstranøgler sikkert og aldrig under en måtte eller lignende steder. Opbevar gerne en ekstranøgle hos en god nabo, som normalt er hjemme, hvis du skulle glemme nøglen. Naboen skal opbevare din nøgle forsvarligt og ikke skrive din adresse eller efternavn på nøglen. 

kasselås

Kasselås, hvor der kræves nøgle for at låse.  

Elektroniske låse

Som alternativ til en almindelig dørlås kan du vælge en elektronisk dørlås. Der er ingen sikkerhedsproblemer ved at installere en elektronisk dørlås. De fleste er således godkendt til brug i private boliger, og de opfylder de generelle forsikringskrav til forsvarlig aflåsning. Du skal dog sikre dig, at den model, du overvejer at købe, faktisk opfylder forsikringskravene. Det skal fremgå tydeligt af salgsmaterialet. Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit forsikringsselskab. 

Selve indmaden i en elektronisk lås er den samme som i en almindelig lås. Den fungerer på samme måde - bare mekanisk i stedet for manuelt. Det betyder, at risikoen for opbrydning er den samme. Hvis du har flere låse på din hoveddør, vil du kun få samme sikkerhed ved igen at installere flere låse. 

Fordelen ved en elektronisk lås er, at den som standard er låst, og din hoveddør er derfor også låst, når du er hjemme. Du har heller ikke besværet med tabte nøgler. 

Du kan købe elektroniske låse i større byggemarkeder og trælasthandler, men selvom om efterspørgslen er stigende, er det stadig en specialvare, som ikke alle byggemarkeder forhandler endnu.

Når du køber en elektronisk lås, skal du være opmærksom på, at låsene både fås til indendørs og udendørs brug, så du ikke kommer til at købe en lås til hoveddøren, som ikke tåler fx regn.

Låsene til udendørs brug er generelt dyrere end dem til indendørs brug. Du skal også sikre dig, at den medfølgende låsekasse passer i størrelsen til din dør.

Der findes to forskellige slags elektroniske dørlåse:

  • Kodelåse, hvor du skal indtaste en kode, anvende en nøglebrik eller åbne ved hjælp af en smartphone.
  • Biometriske låse, hvor du skal bruge dit fingeraftryk på en fingeraftryksscanner. 

Begge typer elektroniske dørlåse fås med en nøglebackup, så du kan få adgang til dit hjem, selvom elektronikken skulle svigte.

Elektroniske låse til lejligheder

I ejendomme med flere lejligheder er det en god idé at benytte elektroniske låsesystemer, hvor hver lejlighed får et låsekort. 

Låsekortene kan skræddersys med koder til de forskellige boliger, kældernedgange og opbevaringsrum, og koden ændres ved ud- og indflytning. På den måde undgår man, at der er nøgler i omløb hos folk uden tilknytning til ejendommen.